| Det var sent en kvæld på byens gamle kro, |
|
|
jeg sad helt alene ved et bord for to, |
|
|
og da rejste sig en mand fra det store mørke fjeld: |
|
|
Kalle Petersen vil sjunge om sig selv. |
|
|
|
Jeg var i min grønne ungdoms tjugu år. |
|
|
Hun var trettisju med langt og krøllet hår, |
|
|
jeg var ung og uerfaren, jeg var trofast i mit sind, |
|
|
hun var falsk, hun var som høstens kolde vind. |
|
|
|
Og jeg mindes under vårens blomsterdrys, |
|
|
jeg af Josefine fik det første kys, |
|
|
men jeg mindes jo desværre første vinterkvælden, som |
|
|
Josefine første gangen ikki kom. |
|
|
|
Siden den gang er det hændt så mangen gang, |
|
|
jeg stod udenfor og vented dagen lang, |
|
|
og hvergang jeg stod og jævled, loved hun at være tro, |
|
|
det er sidste gang, jeg lar mig selv forsmå. |
|
|
|
Men i dag så synger jeg af hjertens frøjd, |
|
|
jeg har ingen brud, men jeg er velfornøjd, |
|
|
ingen spør mig, når jeg kommer, ingen gråter når jeg går, |
|
|
jeg er ugift, uforlovet, her jeg står. |
|
Home
